Ny Inrigger

19. november 2019 11:27 , af Brylle Bjarnason


Vi skal have en ny inrigger!!!

Hejren Ry roklubs ældste båd fra 1967 - er ved at være slidt op og er klar til at blive udskiftet. Inriggerudvalget har derfor besluttet, at vi skal have en ny 2-åres inrigger.

Vi har valgt en træbåd fra Grejsdalens inriggerværft (som også har lavet Viben), og har lagt vægt på følgende ved valget af båden:

  • Vi har tre velfungerende glasfiberbåde i dag, men ingen nyere 2-åres i træ

  • Hejren, som vi påtænker at udskifte, er en træbåd

  • Det vil være en fornøjelse at komme til at ro i så smukt håndværk

  • Levetiden på mange af vores træbåde er 40 og 60 år!!

  • Prisen er højere på en træbåd, men set i forhold til den lange levetid er dette ikke vægtet særligt højt.

Som årer har vi valgt, at der skal anskaffes bigblade årer af samme type og fabrikat, som vi lige har fået til Isfuglen.

Finansieringen er foretaget ved, at vi har søgt midler ved:

    • Skanderborg kommunes materiale fond

    • Roklubbens bådfond

Begge bidrager med hver 50% af prisen på den nye inrigger, som koster ca. 200.000 kr., så der skal altså ikke bruges ”kontingent kroner” til anskaffelsen af denne nye inrigger.

I den forbindelse vil inriggerudvalget gerne takke vores bestyrelse for det hurtige arbejde, som var nødvendigt for at kunne få del i fondsmidlerne. På under en uge var der ”GO” til projektet, og Inriggerudvalget havde en ansøgningen klar til at blive sendt godt gået!

En inrigger er jo ikke en ”lagervare”. Der er ca. 12-14 måneders leveringstid, hvorved vi håber at få den leveret i november/december 2020, så den er klar til at blive taget i brug fra standerhejsning 2021. Hejren skal derfor gerne kunne holdes på vandet i den kommende sæson (2020).

For dem som har interesse i at se Grejsdalens inriggerværft, vil Inriggerudvalget prøve at lave en tur dertil, når de er i gang med at bygge vores kommende båd (bliver nok i sommeren/efteråret 2020).

Det bedste hilsner
Inriggerudvalget