Information om kajakinstruktion i Ry Roklub

Inden du tilmelder dig vores kajakinstruktion, vil vi gerne fortælle dig lidt om, hvordan kajakinstruktionen bliver tilrettelagt, hvad du kan forvente, og hvad vi forventer af dig.

Kajakinstruktionen er planlagt som et weekendkursus. Datoen for instruktion fremgår af vores online tilmelding.

Kursusforløbet er meget intensivt, og det er derfor vigtigt, at du læser denne information grundigt igennem, inden du beslutter dig for, om kurset er noget for dig.

Du tilmelder dig online via forsiden af Ry Roklubs hjemmeside, og din tilmelding er første gældende,  når vi har modtaget din betaling af kursusgebyr og årskontingent.


Prisen for kajakinstruktion i Ry Roklub er:


Senior årskontingent 25-64 år: kr. 1.800,00

+

Kursusgebyr: kr. 600,00

I alt kr. 2.400,00


Kurset

Hovedformålet med kurset er at lære grundlæggende kajakfærdigheder, med hovedvægten lagt på de sikkerhedsmæssige aspekter. Kurset er sammensat af Ry Roklub, men tilpasset Dansk Kano- og Kajakforbunds (DKF) krav samt de internationale IPP-krav for turkajak.

Alle instruktører er uddannet af DKF.

Når du har gennemført kurset, og du har demonstreret, at du opfylder de formelle krav ved aflæggelse af praktiske prøver samt har roet minimum 100 km, bliver du "frigivet" som kajakroer i Ry Roklub og i andre DKF sammenhænge. Frigivne kajakroere må frit benytte klubbens kajakker og faciliteter og må ro alene.
Obs: For at ro alene om i vinterhalvåret kræves det dog, at man har roet min. 300 km, ellers skal man ro sammen med en erfaren roer eller en instruktør.

Når du er frigivet kan du, mod betaling af depositum på 100 kr, få udleveret en nøglechip/kode til klubben, så du frit kan benytte klubbens faciliteter, når det passer dig.


Kravene til frigivelse er, at man:

· Har deltaget på weekendkurset

· Kan svømme 600 m i åbent vand (ved svømmeprøve)

· Kan demonstrere basale færdigheder i kajakroning sv.t. IPP egenfærdighedsniveau 1 og 2*

· Behersker gensidig makkerhjælp i åbent vand

· Kan bjærge kajakken 200 m i åbent vand efter kæntring

· Har tilbagelagt 100 km i kajak

* DKF IPP-bevis: Der er tale om Dansk Kano og Kajakforbunds officielle IPP2 frigivelses-bevis. IPP står for International Paddle Pass. Læs evt. mere om beviset på www.kano-kajak.dk. https://www.kano-kajak.dk/uddannelse/ipp-roeruddannelse/touring-tur/

Teknik- og km-roning

Formålet med teknik- og km-roningerne er at give dig en rutine og erfaring i og med kajakken under trygge forhold. Det vil sige, at du ror sammen med andre kursister under ledelse af en instruktør og/eller erfaren kajakroer.

Der vil til hver roning være fokus på følgende:

1. At få roet så mange km som muligt (forventet distance pr. aften er ca. 5-8 km)

2. At få videreudviklet din ro-teknik via nogle få, men specifikke teknikøvelser, som gennemgås inden og under roningen.

Det forventes, at du prioriterer at komme til disse ro-aftener. Du skal nå at tilbagelægge 100 km inden kanindåben - dog senest inden udgangen af september.

Roningerne foregår onsdage og søndage (du finder datoer og klokkeslæt her).

Efter at have roet 50 km er du frigivet til at ro uden instruktør, men dog sammen med en ”makker”. Har du lavet en makker-aftale, er du således velkommen til at deltage på klubbens normale ro-aftener tirsdage og tordage (afgang kl. 18.30), søndage (afgang kl. 9.00) og/eller på andre tidspunkter, hvor det passer dig. Udenfor de angivne rotider skal der dog laves en aftale med en af klubbens erfarne roere eller instruktører, da du først kan få udleveret en nøglebrik/kode til klubben, når du er helt frigivet.

Du har således rig mulighed for at tilbagelægge de påkrævede 100 km i løbet af juni, juli og august med henblik på endelig frigivelse ved kanindåben i slutningen af september.

For at sikre variation og for at præsentere dig for nogle af de mange muligheder der er ved kajakroning i vores skønne omgivelser omkring Ry, vil turene gradvis blive længere og gå imod forskellige turmål. Det er derfor en fordel at komme i gang med det samme efter kursusdagene. Vi vil tilstræbe, at du også får mulighed for at prøve at sidde bag en instruktør i en to’er-kajak (K2), hvilket er god læring og spændende at prøve.

Svømmeprøve

Dato for svømmeprøve fremgår af tilmeldingsboksen på forsiden af vores hjemmeside.

Formålet med svømmeprøven er dels at få en dokumentation af svømmeevner, dels at mærke på egen krop, at det - i forhold til svømning i svømmehal - er vanskeligere at svømme i åbent vand, hvor vandtemperatur, strømninger, bølger m.m. spiller ind.

Der svømmes 600 meter uden hjælpemidler, og det skal understreges, at det ikke er tilladt at bruge hverken våddragt eller redningsvest til svømmeprøven. Svømmeprøven afvikles i Lillesø ud for klubhuset. Der svømmes i hold af 4-8 svømmere, som ledsages forsvarligt af kajakker og motorbåd med hjælpere.

Efter afholdelse af svømmeprøven vil der være fælles aftensmad i klubhuset. Her vil du desuden få en generel introduktion til Ry Roklub og klubbens aktiviteter.

Deltagelse er obligatorisk.

Instruktionsforløb

Der er meget, du skal nå at lære på en weekend, og undervisningen er derfor meget komprimeret. Derfor forventes det, at du deltager fuldt ud på hele weekendkurset.

Datoen for instruktion fremgår af vores online tilmelding og datoplan for de efterfølgende roninger finder du her. Kontrollér allerede nu i din kalender, at du kan deltage og reservér dagene.

Hvis du vælger at deltage i dette kursus, skal du være forberedt på følgende:

· at programmet er stramt.

· at det bliver en intensiv og lidt hård, men også en rigtig sjov og uforglemmelig weekend

· at være i god fysisk grundform.

· at kunne demonstrere begyndende færdigheder af teknikøvelserne allerede om søndagen

Generelt om kajakkurset:

Formålet med kursusforløbet er, at give dig basale kajakfærdigheder og forståelse for de sikkerhedsmæssige aspekter ved kajaksporten. Derudover lærer du at behandle materiellet hensigtsmæssigt.

Under kurset skal du demonstrere, at du behersker dels gensidig makkerhjælp, hvor udgangspunktet er, at to roere, der begge er i vandet, ved fælles hjælp skal kunne kravle op i kajakkerne og dels, at du kan bjærge kajakken 200 m i åbent vand efter kæntring. Endvidere vil der være en række andre tekniske øvelser, som også skal tillæres.

Efter weekendkurset er du klar til deltagelse i ”Teknik- og km-roningerne”. Endelig frigivelse kan, efter 100 km roning, opnås ved godkendelse ved to kajakinstruktører.

Da kurset er kort og intensivt, er det en forudsætning, at du efterfølgende deltager aktivt i de planlagte teknik- og km-roninger med henblik på at opnå specifik roerfaring og øve de på kurset tillærte teknikker. Du skal ikke være bange for at opsøge hjælp og vejledning. Instruktørerne er der for at hjælpe dig.

3. Påklædning

Det er både uundgåeligt og nødvendigt at blive våd eller at "falde" i vandet under kurset. Derfor er det vigtigt altid at have flere sæt rotøj med. Du bør medbringe 3-4 sæt tøj pr. dag til weekendkurset.

Du skal også medbringe håndklæder/badeting, så du kan få et varmt brusebad, og evt. gå i sauna, hvis du bliver kold.

”Godt rotøj” til kajakroning er på mange måder det samme som tøj til løb og cykling.

Tøjet skal være tilpasset ens fysiske aktivitet - ikke for varmt og ikke for koldt. Husk at svømmevesten, som udlånes af klubben, varmer en del. Det er vigtigt, at undertøjet kan lede sveden væk (uld er rigtigt godt), og at overtøjet er vind- og vandafvisende. Det skal også påtænkes, at tøjet skal være hensigtsmæssigt at svømme i, hvorfor det gerne må være kropsnært.

Våddragter er ikke behagelige at ro i, og anbefales derfor ikke til turkajakroning.

I kajakken bruger vi cockpitovertræk, så underkroppen er beskyttet mod vind og vand fra oven, og bukserne kan derfor bare være et par lange underbukser eller et par lange løbetights.

Tøjet på overkroppen skal være forholdsvis tætsiddende, så det ikke fanger vinden, pagaj-en eller på anden måde generer. Tykke lag af bomuld er ikke velegnet, da det suger for meget vand og giver en tung og træg fornemmelse. Mange finder det rart at have en kasket på (eller en tynd hue, hvis det er koldt). Kasketten fanger evt. sprøjt fra pagajen samt forhindrer, at eventuelle briller bliver våde i regnvejr og den skygger for solen i solskin. Husk brillesnor, hvis du er brille- eller solbrillebærer.

Der er ikke plads til sko i kajakken. Mange ror enten i bare tæer eller i et par strømper, men et par tynde neoprensokker kan også med fordel bruges (uden hård sål). Finder du et par velegnede neoprensokker, så husk, at de skal være fri for grus og småsten, som kan ridse kajakken. Et stykke liggeunderlag kan være rart at have under fødderne, hvis man ror i bare tæer, og kan evt. også være rart at sidde på.

På længere ture eller i koldt vejr er det en god idé at medbringe en tør trøje og noget spiseligt/energi i en vandtæt pose (fås i friluftsbutikker). Af sikkerhedsmæssige årsager er altid en god idé at medbringe en mobiltelefon i en vandtæt pose, når du tager på vandet (dog ikke under instruktionen).

4. Klubdag og kanindåb

Det sociale samvær er en væsentlig del af klublivet i Ry Roklub, og vi har derfor også ry for at holde nogle gode fester og sociale arrangementer.

Selve Kanindåben, som er en meget højtidelig kanin-frigivelses-ceremoni, afholder vi i forbindelse med Klubdagen. 

Sommersæsonen slutter den sidste lørdag i oktober, hvor vi afholder Standerstrygning og Standerstrygningsfest.

Det er en fest for os alle, og her har du har mulighed for at møde og feste med alle de andre aktive medlemmer i klubben. Herefter starter vintersæsonen, hvor man, som tidligere beskrevet, skal have roet 300km for at ro på egen hånd

5. Kursustilmelding

Du bedes nu stille dig selv følgende spørgsmål:

· Er kajakinstruktion noget for dig og kan du afse tid til deltagelse i de efterfølgende teknik- og km-roninger? - hvis ja, kan du tilmelde dig via tilmeldingsboksen på forsiden af vores hjemmeside, hvor du også betaler årskontingent og kursusgebyr, som anført ovenfor.

· Kan du svømme de 600 m, som er et krav?

· Lider du af sygdomme, der kan medføre lammelser eller tab af bevidsthed? - det vil da ikke være tilrådeligt at begive sig ud i kajak

Yderligere spørgsmål sendes til Christina Dam-Tholstrup på ctholstrup@hotmail.com eller ring på tlf. 27215782.


Vi glæder os til mange gode fælles oplevelser på vandet.

De bedste hilsner

Ry Roklub