Ry Roklub

Hensynsløs sejlads og hurtiggående speedbåde
Af: 137 - Poul Lervad Rev.: 29.06.2010
Udskriv | Send | Hits: 193 |
 
Sommer, sol og lune aftener, er en cocktail, der ud over roklubbens medlemmer også kalder motorbådsfolket på søen. Desværre er der blandt motorbådsførerne et fåtal, der ikke kan finde ud af at vise hensyn og overholde sejladsreglerne. Men der er håb forude. Politiet gør faktisk noget ved tingene.....

Det lokale politi har været på søen for at udøve kontrol på området. På Julsø blev flere motorbådsførere pågrebet for at sejle for hurtigt, og de pågældende står til bødestraf for overtrædelse af hastighedsbestemmelser.

Senest søndag kæntrede en af klubbens kajakroere i de voldsomme bølger efter en hurtigtsejlende båd. I går oplevede jeg selv et tilfælde, hvor en speedbåd med mindst 50 km/t sejlede ind i vigen øst for Himmelbjerget, hvor 6 svaner forskræmt lettede i forskellige retninger, og hvor samme båd et øjeblik senere i en stor bue fra Julsø suste ind i Rosvig. Desværre kunne jeg ikke se dens nummer, og den var væk fra ophalerpladsen, da jeg nåede tilbage til klubben. 

Så hvis klubbens medlemmer observerer grove forseelser, bedes man sikre sig så mange iagttagelser som muligt. Hvilke manøvrer laver den. Hastighedsskøn. Gerne suppleret med fotos. Bådtype, farve, evt. navn, nummermærkning, signalement på bådfører osv., evt. suppleret med reg.nr. på bådførerens bil.  

Derefter rettes henv. til landpolitiet ved Vagn Stensig Krisensen, e-mail VSK002@politi.dk eller via tlf. 7258 3388. Gode iagttagelser muliggør en pædagogisk samtale eller rapportoptagelse mod bådføreren og vil forhåbentlig tillige virke præventivt over for alle andre.

 

Kun påloggede brugere har adgang til at kommentere. Registrer dig/Log på